Rebild-dom i næste uge

Dom i Rebildsagen er udsat en uge. Anklager kræver forvaring, mens forsvaret påstår frifindelse. Foto: Nils Sloth

Rebild-far får først dom i næste uge. Dommerne skal bruge mere tid til at votere.

Både anklager og forsvarer har sagt, hvad de skulle, og nu er der kun dommen tilbage i sagen mod en 56-årig mand fra Rebild, der er tiltalt for årelangt misbrug af ni børn.

Oprindeligt skulle dommen afsiges torsdag, men den 56-årige mand må vente yderligere en uge med at få den skæbnesvangre afgørelse.
Dommen falder nemlig først torsdag den 29. marts, har dommer Poul Erik Nielsen besluttet.

Sammen med tre domsmænd skal han vurdere, om den 56-årige har forgrebet sig på syv af sine egne børn og to af datterens veninder.
Derudover skal de vurdere, om manden har fået fire af sine sønner til at dyrke sex med deres søster.

De grove anklager gør Rebild-sagen er en af de værste misbrugssager i historien. Faktisk er sagen så grov, at en almindelig fængselsstraf ikke er tilstrækkelig, hvis den 56-årige tiltalte i Rebild-sagen bliver kendt skyldig.

Det mener i hvert fald de to anklagere i sagen, som mandag fremførte deres procedure.

- Der er ikke tale om enkeltstående overgreb, men årelange overgreb mod ni børn. Den mand er meget farlig, sagde anklager Karina Skou.

Derfor kræver de manden idømt forvaring. Og sker det, bliver han en af de få, der idømmes sanktionen, som er en af de hårdeste i Danmark.

Forvaringsdom betyder nemlig, at man fængsles uden tidsbegrænsning, og det er meget sjældent, at straffen tages i brug.

Forsvarer Leif Staal kræver til gengæld, at manden bliver frifundet for samtlige forhold. Vidneforklaringerne er utroværdige, lyder argumentationen.

Skulle manden alligevel blive dømt, skal han maksimalt have syv års fængsel, mener Leif Staal.

I retten tirsdag sammenlignede han Rebild-sagen med misbrugssagen fra Brønderslev, hvor faren blev idømt 12 års fængsel. Den sag kaldte Leif Staal for meget grovere, skriver Nordjyske.dk.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord