Region Nordjylland oplever størst fremskridt på nationale mål

Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)

Region Nordjylland viser fremgang på 22 af de 40 indikatorer, der er pejlemærker for et godt sundhedsvæsen.

Den nyeste årsrapport om de nationale mål for sundhedsvæsenet viser, at Region Nordjylland er den region, som fra 2016 til 2017 viser størst fremskridt på de 40 indikatorer, som skal sikre, at alle sundhedsvæsenets aktører – sygehusene, kommunerne og almen praksis – arbejder i en tydelig og fælles retning mod højere kvalitet.

Der er en positiv udvikling på 22 indikatorer, på otte er udviklingen uændret, mens der kun er negativ udvikling på tre indikatorer. De sidste syv indikatorer er fortsat under udvikling eller har ikke noget sammenligningsgrundlag fra tidligere.

- Vores fremskridt indenfor de nationale mål viser, at vi som region er klar til at levere på de parametre, som kan forbedre sundhedsvæsenet til gavn for den enkelte patient, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

Læs også Ny storklinik sikrer lægedækning i Frederikshavn

Hurtig udredning og behandling

Region Nordjylland viser blandt andet en positiv udvikling på 6 ud af 7 indikatorer under målet om ”hurtig udredning og behandling”.

- Vores medarbejdere virkelig leveret varen for patienterne, når det handler om at forkorte ventetiderne til behandling, operation og udredning af sygdom, hvilket også har været et højt prioriteret politisk mål i regionen, siger Ulla Astman.

Den enkelte indikator under ”hurtig udredning og behandling”, hvor udviklingen er uændret fra 2016 til 2017 er overholdelsen af standardforløbstiderne for kræftpakker. De nyeste tal for 2018 viser, at Region Nordjylland også her har rykket sig i positiv retning og nu ligger med den højeste målopfyldelse i landet.

- Det er et godt eksempel på, at der naturligvis er områder, hvor vi kan forbedre os, og når vi identificerer dem, så gør vi noget ved det. Den handleplan, der i 2017 blev lavet for kræftområdet med større fokus på hurtig og effektiv behandling og sidenhen har været et omdrejningspunkt på månedlige statusmøder mellem regionsledelsen og hospitalsledelserne, har givet resultat, fortæller Ulla Astman.

Flere nyheder fra TV2 Nord