Renset grund forurenet igen: Jorden er flyttet til andre kommuner

Foto: Per Frank Paulsen

06:09

Forurening fra den tidligere sygehusgrund i Terndrup kan være spredt ud i flere nordjyske kommuner. Video: Per Frank Paulsen

1 af 2

Den tidligere sygehusgrund i Terndrup var sådan set klar til at få løftet tinglysningen som forurenet grund, da der for nylig blev fundet spor af kviksølv i jorden.

Efter et langt og mildest talt kringlet forløb hvor den gamle sygehusgrund i Terndrup blev renset og så renset igen var man næsten klar til at erklære grunden for forureningsfri, men ak. Nu er der fundet kviksølv i jorden, hvor sygehuset engang lå og nye undersøgelser skal klarlægge omfanget.

Det var Terndrup Sygehus' pensionerede overlæge Aage Astrup, der på TV2 Nord fortalte om et uheld med et kviksølvapparat i starten af 1960’erne. Ifølge overlægen blev der spildt op mod to liter af det giftige tungmetal. Oplysningen fik Region Nordjylland til at tage nye jordprøver og de viste altså spor af kviksølv.

Fundet bekymrer Rebild Kommunes viceborgmester Allan Busk, (Den Sociale Fællesliste), der selv bor i Terndrup.

- Man må jo spørge sig selv om, hvor resten af det kviksølv er blevet af? Der er blevet kørt så meget jord til og fra den grund, at det kan være flere steder. Jorden på selve sygehusgrunden er også blevet fordelt rundt på grunden, så jeg frygter selvfølgelig at forureningen er spredt over det hele, siger han. 

Et af de steder, som har modtaget jord fra den tidligere sygehusgrund i Terndrup er IF’s jordhotel i Aalestrup i Vesthimmerlands Kommune. Hertil er der kørt olieforurenet jord fra Terndrup, som altså også risikerer at indeholde kviksølv. Vesthimmerlands Kommunes borgmester er ikke imponeret.

- Det er bare ikke godt nok, at der ikke er styr på tingene. Vi har fundet to jordbunker på IF’s jordhotel i Aalestrup, som vi ikke kender indholdet af, så det svækker tilliden til systemet, siger Knud Kristensen (Kons.).

Aalborg Kommune står i dag med byggeaffaldet fra Terndrup Sygehus. Det ligger nemlig på IF’s anlæg på havnen i Aalborg Øst. Det er usikkert hvad der nu skal ske med de store affaldsbunker der, for IF er gået konkurs. Miljørådmand Lasse P.N.Olsen, (Enhedslisten) mener at kontrollen har været for lemfældig.

- Det er desværre for let at løbe om hjørner med myndighederne, som ofte kommer et eller to skridt bagefter i sådanne sager. Jeg ville foretrække, at der var meget strengere krav til dokumentation løbende, siger Lasse Olsen.

Det er desværre for let at løbe om hjørner med myndighederne, som ofte kommer et eller to skridt bagefter i sådanne sager. Jeg ville foretrække, at der var meget strengere krav til dokumentation løbende

Lasse Olsen, miljørådmand, Aalborg Kommune (Enhedslisten)

Allan Busk, viceborgmester i Rebild Kommune kalder hele nedrivningen af Terndrup Sygehus for en skandale, og han har helt mistet tilliden til Region Nordjyllands håndtering af sagen.

- Jeg ser ikke andre muligheder end at vi må starte forfra og have de store gravemaskiner herned igen, så vi kan få sikkerhed for at grunden bliver renset en gang for alle, siger Allan Busk.

IF Nedbrydning kan i øvrigt ikke holdes ansvarlig for en eventuel spredning af en kviksølvforurening. Den var nemlig ikke kendt, da arbejdet med at fjerne Terndrup Sygehus gik i gang, og var således slet ikke beskrevet i udbudsmaterialet.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord