Retten forbyder direkte nyheder fra Serritslevsagen

Journalister får ikke mulighed for at sende direkte nyheder fra retten i Serritslevsagen.

Byretten i Hjørring forbyder, at journalister sender nyheder om Serritslevsagen direkte hjem til deres redaktioner eller direkte på internettet fra retssalens tilhørerpladser.

Anklagemyndigheden fik torsdag formiddag medhold i sit krav om at forbyde såkaldt live-streaming af de forklaringer, som tiltalte og vidner aflægger i retten.
 
Forbuddet gælder indtil det sidste vidne er afhørt den 19. maj.
 
Retten begrundede beslutningen med, at vidner ikke skal få et nøje kendskab til andre vidners eller tiltaltes forklaringer, inden de selv skal afhøres.
 
Statsadvokatfuldmægtig Margrethe Sanning siger, at der i forarbejderne om de nye regler om åbenhed i retsplejen ikke er taget højde for, at journalister kan sende næsten live fra retssalene.
 
Hun henviser til en afgørelse fra retten i Sønderborg, hvor det også blev forbudt at sende vidneforklaringer direkte fra retten.


Seneste nyt

fra Nordjylland