Rift om ingeniører

Virksomheder fra hele landet var i dag forsamlet til Jobtræf Aalborg 2007 i Gigantium. Her kunne de møde de unge ingeniørstuderende og forsøge at hverve dem

Ingeniørforeningen vurderer, at der alene i Nordjylland mangler 200 ingeniører. På landsplan mere end 2000, og det kan mærkes. Årets udgave af Jobtræf Aalborg havde ikke mindre end 79 tilmeldte virksomheder. En stigning på mere end 33 % i forhold til sidste år. Alle er de på jagt efter de kommende ingeniører.

- Det er jo dejligt at vide at man er sikret et job når man er færdig, siger Eva Søndergaard, ingeniørstuderende fra Aalborg til TV2/NORD.

Virksomhederne forsøgte sig med modelracerbaner, legetøjsluftskibe og fodboldspil, bare for at lokke de unge hen til standene. Et sted kunne man deltage i lodtrækningen om 5000 kroner til en rejse.

- De studerende udfylder et postkort med navn og adresse så er de med i lodtrækningen. På den måde får vi fat i navne og adresser på en masse kommende ingeniører, som vi kan kontakte i fremtiden, siger Steen Madsen, afdelingsleder i Niras til TV2/NORD.

De unge går dog mest efter faglige udfordringer så derfor er de lidt trætte af de alt for ivrige virksomheder.

-Det virker som om de bare vil have fat i den logiske tankegang vi er eksponenter for. Så er det nærmest lige meget om vi læser elektronik eller datalogik, siger Morten Christophersen, ingeniørstuderende fra Aalborg til TV2/NORD.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord