Nørdet: Rikke er Danmarks klogeste til historie

Rikke er bare 15 år og brænder for historie. Historie i gammeldags forstand, vel at mærke. Det er især stenalderen og middelalderen, hun elsker at læse om.

Det var dog hendes viden i bronzealderen, der fik helt til top i landsmesterskabet i DM i Fagene torsdag. Her vandt hun førstepræmien i kategorien "historie". Og kan nu kalde sig Danmarks klogeste skoleelev i historie.

- Jeg nåede da lige sådan at tænke "ooh, er det virkelig mig", da mit navn blev nævnt som vinder, fortæller Rikke Ravnholt Jensen fra 9. B på Aars Skole.

Det var Rikke fra Aars, der foran de i alt 473 finalister, der var samlet på Dokk1 i Aarhus til Landsmesterskabet i DM i Fagene skulle på podiet og hyldes som vinder i en af de seks kategorier.

quote Jeg nåede da lige sådan at tænke "ooh, er det virkelig mig", da mit navn blev nævnt som vinder

Rikke Ravnholt Jensen, 9.B, Aars Skole

Et gravfund fra bronzealderen

Opgaven bestod i, at hun fik udleveret billeder og info om et gravfund fra bronzealderen. Deltagerne skulle så den på baggrund komme en med skriftlig analyse af kvinden i graven. Hvem hun kunne være, hendes samfundsmæssige status og der ud over det, som finalisterne måtte vide om bronzealderen, der kunne være relevant.

Den opgave løste Rikke Ravnholt Jensen i løbet af et par timer uden brug af internet så godt, at hun røg direkte ind på dommernes førsteplads.

- De sagde, at jeg havde et flot og flydende sprog, og jeg var godt til at sætte spørgsmålstegn ved mine analyser, siger Rikke.

Med den fornemme ære følger en medalje, en pokal og en check på 2.000 kroner. 

9500 elever har været med i konkurrencen DM i Fagene, hvis formål er at sætte fokus på fagligheden under overskriften ”De stolte nørder”. Elevernes interesse for fagene skal stimuleres gennem deltagelse i DM i Fagene, og mesterskaberne skal være med til at underbygge et læringsmiljø, hvor lysten til at dygtiggøre sig bliver opfattet positivt blandt eleverne.

Rikke Ravnholt Jensen fra 9. B på Aars Skole er kåret som vinder af DM i Fagene i faget historie. Privatfoto
Rikke Ravnholt Jensen fra 9. B på Aars Skole er kåret som vinder af DM i Fagene i faget historie. Privatfoto

Centralt for konkurrencerne til DM i Fagene er den casebaserede tilgang, hvor det anvendelsesorienterede er i fokus. Sigtet er, at DM i Fagene skal styrke deltagernes evne til at koble skolens fag med omverdenen og videreuddannelse samt det fremtidige arbejdsmarked.

Læser måske historie på uni

Hun har egentlig altid interesseret sig for historie, men hvor interessen stammer fra, ved hun ikke.

- Det er ikke sådan, at mine forældre eller bedsteforældre har påvirket mig, men jeg har altid syntes, at det er spændende at undersøge, hvor vi kommer fra, hvilken kultur, der har været før det, vi kender nu. Altså hvordan historien og fortiden har formet den tid, vi har nu. Og der har middelalderen, selvom det er den mørke tid, jo også være med til at præge historien og nutiden, fortæller Rikke Ravnholt Jensen. 

I dag er hun tilbage på Aars Skole og ud over et stolt klap på skulderen fra Rikkes historielærer, så er det en ganske almindelig fredag for landets dygtigste historieelev. 

Rikkes store passion for historie skinner også igennem på karaktererne i skolen. 

- Jo, det går fint nok, lyder det beskedent fra Rikke og kan afslører, at det er 10 og 12 taller, hun samler på.

Fremtiden kan også meget vel komme til at bestå af en ganske god historie. For selv om Rikke Ravnholt Jensen bare er 15 år, så har hun allerede gjort sig tanker om, hvad hun kunne tænke sig at beskæftige sig med, når den tid kommer.

- Jeg har tænkt på at læse historie eller arkæologi, siger hun.

Først skal hun lige et år på efterskole efter 9. klasse, derefter venter tre år på STX, og hvis historieinteressen stadig er der, så kan Danmarks klogeste historie-elev meget vel være at finde på universitet, hvor hun så vil blive endnu klogere på historien, både den danske og den udenlandske.


Seneste nyt

fra Nordjylland