Rikke Nielsen vender tilbage

Så blev det endeligt officielt. Håndboldspilleren Rikke Nielsen vender tilbage til Aalborg DH fra næste sæson. Men hendes beslutning har været svær.

Trøje nummer seks passer stadig. Håndbolddarlingen er vendt tilbage efter et år i tyske Leipzig

- Det er dejligt, at skrive under på den her kontrakt. Nu ved jeg, hvad jeg skal lave de næste par år, og det giver mig en ro, siger Rikke Nielsen på pressemødet i hendes hjemby Fjerritslev.

Rikke Nielsen er ikke bare en spiller. Playmakeren er indbegrebet af det klubben gerne vil stå for. Hun er et brand.

- Rikke hører til i klubben. Der er mange værdier omkring Rikke, både håndboldmæssigt og som person. Så vi er glade for at have hende tilbage, siger Aalborg DH-direktør Erik Just.

Hun været savnet af tilskuerne og fans - men også af holdkammeraterne.

- Jeg synes, det er en stor succes for klubben, endeligt at en spiller tilbage til klubben efter et par år med mange nedture og ikke ret mange opture. Og så er hun også en af mine gode veninder, så jeg synes det er dejligt, siger holdkammerat Louise Mortensen.

Rikkes beslutning om at vende tilbage har været svær. Hun forlod Aalborg DH i frustration over både ledelse og træner. Men med oprydningen i klubben og Christian Dalmoses exit er vejen nu banet for tilbagekomst.

- Der er sket meget i klubben siden da, så nu synes jeg, at jeg godt, jeg kan se mig selv i Aalborg DH trøjen igen, siger den nye gamle spiller.

Kontrakten lyder foreløbigt på to år. I aftalen ligger der også en hensigtserklæring om, at
Rikke Nielsen får en endnu ukendt rolle i Aalborg DH, når hun til sin tid går på holdboldpension.

- Nu vil jeg foreløbigt først afslutte på holdet, og så må vi se, hvordan det ser ud, siger Rikke Nielsen.

Flere nyheder fra TV2 Nord