Russisk forbud mod svineimport rammer Ticans indtjening

Et russisk forbud mod svineimport fra blandt andre slagteriet Tican i Thisted medfører ikke umiddelbart fyringer, men det kommer til at gå ud over slagteriets indtjening.

Begrundelsen for det russiske importforbud er, at der angiveligt er fundet rester af antibiotika i det importerede kød, men det har ikke noget på sig.

- Vi er meget, meget uforstående over for den begrundelse. Vi har en af verdens allerhøjeste standarder for fødevaresikkerhed, og vi fører en løbende kontrol med vores kød, der gør, at vi kan garantere, at der ikke er fundet antibiotika i vores kød, siger Ticans administrerende direktør Ove Thejls til TV2/Nord.

Kritiske røster peger på, at grunden til, at man lukker for importen kan hænge sammen med, at man ønsker at fremme den lokale russiske produktion.

Tican eksporterer for 200 millioner kroner om året til Rusland. Eksporten til Rusland stoppes allerede fra midnat, men det kommer ikke til at betyde noget for slagteriets medarbejdere.

- På kort sigt får det ingen betydning for vores medarbejdere eller vores slagteaktivitet, men det kød, der før blev sendt til Rusland, skal nu afsættes på andre markeder, primært Tyskland og Polen. Det medfører, at vi får en lavere pris for kødet, så det russiske importforbud kommer i første omgang kun til at ramme vores indtjening, fortæller Ove Thejls.


Seneste nyt

fra Nordjylland