Sådan undgår du konflikter og bevarer dit naboskab

Foto: Bax Lindhardt, Scanpix

Hvis du synes, din nabo larmer for meget eller er lige lovlig flittig med sin hækkesaks, så er det værste, du kan gøre at blive sur eller involvere myndighederne. Sådan lyder det fra ekspert i nabokonflikter.

Mange har sikkert prøvet ikke at kunne sove, fordi naboen spiller høj musik. Eller at blive irriteret over, at naboen endnu engang har klippet grene ned langt inde på din grund.   

Stridigheder mellem naboer bliver en større og større del af dagens Danmark, lyder det fra Anne-Marie Christensen, der er antropolog og ekspert i nabokonflikter.

- Mange reagerer ved at finde sig i situationen, mens andre griber telefonen og ringer til myndighederne. Men ingen af delene er den rette løsning, siger hun og fortsætter:

- Hvis du ikke reagerer, så æder det dig op, til du pludselig en dag eksploderer, og hvis du involverer myndighederne, så kan du være sikker på aldrig at få et godt naboskab.

Læs også Nabostrid om læhegn: Landmand sender klage til ministerium

I stedet er dialog og positive tanker vejen frem.

- Konflikten sidder inde i hovedet, og vi er hurtige til at udvikle grimme tanker, som kører os op. Så det handler især om at styre sine tanker, siger Anne-Marie Christensen.

 Anerkendelse og venlige gestusser over for naboen er også forebyggende for stridigheder. Ifølge antropologen er det nemlig først, når vi ikke kender hinanden, at der er risiko for nabokrig. 

Fem råd til at undgå nabostriden:

1. Få styr på din egen vrede, uanset hvor berettiget du føler, den er. Du kan ikke bruge den konstruktivt.
2. Vis empati for din nabo - sæt dig i hans sted.
3. Vær venlig over for naboen, selv om du har lyst til at være det modsatte.
4. Lær din nabo bedre at kende, og vis ham hvem du er.
5. Inddrag kun instanser som politiet, når alle diplomatiske tiltag er kuldsejlet.

Kilde: Anne-Marie Christensen, ekspert i nabokonflikter.

 

Har du et godt tip?