Søndag blev årets første storke set over Nordjylland - en ved Vrå og en ved Sæsing.
Der er ikke noget, der signalerer sommer i Danmark som synet af en stork. Søndag, da temperaturen flere steder i Nordjylland nåede op på velsignede 20 plusgrader, gjorde storken sin entré i landsdelen.
Thomas R. Pedersen så den over Vrå, hvor den kredsede over hans hus i flere minutter. Og lidt uden for Sæsing lykkedes det Peter Jensen at fange den smukke fugl på kamera.
Storken har taget turen nordpå fra Afrika, hvor den altid overvintrer. Siden 1800-tallet er antallet af ynglende storke i Danmark faldet drastisk, fordi flere og flere vådområder er blevet fjernet - fra 2000 til 2004 var der slet ingen. Men i 2004 ynglede et storkepar ved Vegger i Nordjylland, og siden er det igen gået lidt frem for antallet af storkepar i Danmark.
Det vides dog ikke, om storkene set over Nordjylland søndag har fundet deres ynglepladser i det nordjyske, eller om de søger videre. Men skulle de have slået sig ned ved enten Vrå eller Sæsing, vil der måske snart være storkeunger i reden.