Sidste træning inden afrejse

I dag havde AaB en sidste træning, inden holdet i morgen rejser til Cypern. På tirsdag skal de møde Apoel i en afgørende kamp om en plads videre i Champions League, og truppen føler sig klar.

AaB's weekend har kun stået på træning. Der er pause fra Superligaen. Den kampfri weekend betyder, at truppen har haft mulighed for at blive ordentligt klar til en af årets vigtigste kampe.

- Jeg synes, det er enormt positivt, og vi er glade for, at den mulighed ligesom er opstået, så der har vi jo ikke holdt fri, men vi har trænet en hel del, men det har været meget med det ene fokus på, hvad er det, vi skal lykkes med, siger AaB's cheftræner Kent Nielsen.

Sidst AaB mødte Apoel, blev det kun til uafgjort, men spillerne har ikke mistet modet. De tror på en sejr i tirsdagens opgør.

- Vi har lidt at skulle revanchere. Vi følte godt, at vi kunne have vundet den sidste kamp, og nu er vi sultne for at komme ned at vise hele Danmark, at vi godt kan vinde over dem her og gå videre i Champions League, siger AaB's midtbanespiller Nicolaj Thomsen.

Apoels hjemmebane er kendt for fyldte tilskuerpladser og larmende tilhængere. Nemmere bliver det ikke af det meget varme klima, der venter truppen, på Cypern.

- Det bliver en del hårdere at løbe, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Det er noget af en varme at spille i, men vi har jo også trænet hele sommeren, hvor der har været rigtig varmt herhjemme, så det er ikke noget, der er helt uvant for os, siger midtbanespiller Thomas Enevoldsen.

Det er ikke kun en plads videre i Champions Leauge, der er på højkant. Hvis AaB vinder, sikrer klubben sig over 100 millioner kroner. Men de mange penge er ikke noget, spillerne tænker over.

- Det er noget, man måske kan tænke over bagefter, men det nytter ikke noget at løbe inde på banen og blive ekstra nervøs af den grund, siger Nicolaj Thomsen.

AaB rejser til Cypern i morgen tidlig, og TV2/Nord er selvfølgelig med til at dækker kampen på tirsdag.


Seneste nyt

fra Nordjylland