Sikker sejr til Aalborg DH

00:49

Foto: Christell Maria Iversen

1 af 2

Aalborg DH havde masser af overskud, da holdet søndag eftermiddag sikrede sig to vigtige point i kampen om en plads i slutspillet.

Det var en afgørende kamp for nordjyderne, der satser på at komme med i slutspillet i denne sæson. Derfor var en sejr og to point også et must imod SK Aarhus i Gigantium i dag. 

Og der var da heller ingen tvivl om, hvem der var stærkest i dagens opgør. Aalborg DH kom flot fra start og styrede særligt første halvleg, hvor stillingen hurtigt blev 9-3. SK Aarhus kom dog tilbage i kampen igen, og ved pausen var stillingen 11-8 til Aalborg DH.

Selvom østjyderne hang på igennem hele kampen, så havde Aalborg DH overskuddet og vandt opgøret 26-22.

- Det er helt vildt godt! Vi har lige sunget sejrssang 3-4 gange ude i omklædningsrummet. Nu begynder tingene at se godt ud, og vi kan egentligt selv afgøre det. Hvis vi vinder imod FIF, så ser det rigtig godt ud, siger Iben Due, der spiller i Aalborg DH.

Aalborg DH har nu 16 point og drømmen om slutspillet lever stadig. Næste kamp er imod FC Midtjylland på onsdag.

Flere nyheder fra TV2 Nord