Sikkerhedsniveauet skærpes på Aalborg Havnefront

En 45-årig mand er død, efter at han kørte i Aalborg Havn sammen med sin kæreste. Nu øger Aalborg Kommune sikkerheden. Foto: Per Frank Paulsen

Aalborg Kommune øger sikkerheden på havnefronten i Aalborg efter flere ulykker.

Sikkerhedsniveauet på Aalborgs Havnefront øges efter en sikkerhedsscreening af forholdene. Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse, der kommer dagen efter, et kærestepar kørte i havnen. En 45-årig mand omkom under ulykken.

Det er ikke første gang, at en bil kører i havnen ved havnefronten i Aalborg. Senest i oktober kørte en 26-årig mand fra Viborg i Aalborg havnebassin ud for Utzon Centeret i Aalborg midtby.

Nu vil Aalborg Kommune justere lysforholdene, og flere steder opstilles der såkaldte pullerter, så gående kan se, at der er en overgang mellem byen og Havnefronten.

- Formålet med tiltagene er at give brugerne og andre der færdes ved Havnefronten lettere ved at erkende de forskellige elementer, som mødes ved Havnefronten, skriver kommunen i pressemeddelelsen.

Flere nyheder fra TV2 Nord