Sjælden grib spottet i Thy

For sjette gang nogensinde er gåsegribben spottet ved Thy. Ornitologforening jubler.

Det var noget af en oplevelse for to biologer, der torsdag fik øje på en gåsegrib, der ved aftentid fløj over Kystevejen syd for Nørre Vorupør i Thy.

Det er nemlig kun sjette gang nogensinde, gåsegribben er blevet set i Danmark, og når det sker, er det noget af en sensation.

Det fortæller Rolf Christensen fra Grenen Fuglestation.

- Det er en stor begivenhed, og jeg er meget misundelig på biologerne, der spottede den. Det ville være kæmpestort for mig at have set den, siger Rolf Christensen, der dog én gang før har været heldig og få øje på en gåsegrib.

Han spår en stor sensation, hvis den bliver spottet igen i løbet af de næste dage.

- Folk vil komme langvejs fra for at se den, siger han.

En gåsegrib er en kæmpe rovfugl, der kommer til Danmark fra blandt andet Spanien, og det er ifølge Grenen Fuglestation ikke usandsynligt, at den har fløjet de 2500 kilometer mod Thy på grund af den varme, vi oplever i Danmark for tiden.

Man kan være heldig at se den sidde på et ådsel.

Hvis du får øje på gåsegribben, så tag meget gerne et billede og send til os på redaktion@tv2nord.dk.


Seneste nyt

fra Nordjylland