Sjaskvåd fredag: Nordjylland kan få tre ugers regn på én dag

Op til 30 milimeter regn eller mere kan der falde lokalt i Nordjylland det næste døgn, advarer TV2 Vejret.

Dagen er startet gråt over Nordjylland, og som fredagen skrider frem vil det kun blive værre. TV2 Vejret advarer om, at et lavtryk, der er gået i stå over Danmark, og i løbet af eftermiddagen, aftenen og natten til lørdag vil kunne sende ikke så lidt regn ned over landsdelen.

Bygerne fra lavtrykket vil især bevæge sig på langs over et område centralt og østligt i landet, så det især ser ud til at blive Nordjylland og Østjylland, Fyn og dele af Sjælland, som skal have en hel del regn frem til i nat. 

Faktisk viser TV2 Vejrets prognoser, at der flere steder kan falde mellem 20 og 30 milimeter regn. Normalt falder der cirka 41 milimeter regn over Danmark i april, så 30 milimeter svarer til cirka tre ugers nedbør på et døgn.

Ud over regn kan bygerne også byde på hagl og torden, og stedvis kan de være ganske intense, men der vil også være plads til en lille smule solskin hist og her mellem bygerne.

Det er især ud på eftermiddagen, at bygerne kan blive kraftige og med torden. 

 
 
Foto: Aina González / Seerbillede

 


Seneste nyt

fra Nordjylland