Skægpest i Frederikshavn

Frederikshavn White Hawks spiller i aften den fjerde ud af syv mulige finalekampe. Vanen tro har frederikshavnerne en noget skæg tradition. Men det er ikke alle, der har lige gode forudsætninger for at være med.

Normalt er træner Henrik Christiansens ansigt uden så meget som en skægstub. Men siden Frederikshavn spillede sin første slutspilskamp, har skægget fået lov til at gro.

- Fra play-off startede, har vi ladet skægget gro. Jo længere man kommer, jo længere bliver skægget så, og jo mere frygtindgydende ser man ud, siger han til TV2/Nord.

Nu har traditionen også bredt sig til tribunen. Erhvervsklubben har valgt at følge trænerens og spillernes eksempel.

- Drengene har givet os så mange gode oplevelser i år, og vi vil bare gerne vise, at vi støtter holdet. Så syntes vi, at var sjov at lave noget, der var synligt, og som ikke kostede nogen penge, siger Lars Hansen fra Frederikshavn White Hawks' erhvervsklub.

Men for den kun 18-åirge Mark Müller Larsen har dette ikke været lutter skæg.

- Jeg har sagt til de andre, at når jeg kan gro et skæg, så skal jeg nok vise dem, hvordan man gror et rigtigt slutspilsskæg, siger Mark Müller Larsen til TV2/Nord.

Hvad siger de ældre spillere så til det?

- De andre har spurgt min mor, om jeg barberer mig derhjemme, men det gør jeg altså ikke, griner Mark Müller Larsen.

Efter sigende skulle skægget bringe held. Men den unge back mener godt, at han kan klare sig uden.

- Vi vinder 2-0, slutter han.


Seneste nyt

fra Nordjylland