TV2 Nord

Skagboer vil have akutbil døgnet rundt

Foto: Thomas Gaardsmand

En lang række skagboer protesterer mod det, de betegner som manglende ambulanceberedskab, når Falcks akutbil står ubemandet i garagen efter klokken 19 og frem til næste morgen klokken 8.

- Det er fuldstændig grotesk, at vi ikke har en døgnbemanding, siger Kim Andersen, der er initiativtager til en underskriftsindsamling, som nu skal få politikerne til at åbne øjnene for, at Skagen har brug for et udvidet akutberedskab i forhold til det, virkeligheden er i dag.

Det er en tragisk hændelse tirsdag den 5. april, der har fået skagboerne på barrikaderne. Den tirsdag aften mistede en 39-årig skagbo livet, da han fik et akut hjertetilfælde. Falck var omkring en halv times kørsel væk fra Skagen, hvorfor vagtcentralen ringede til Skagen Kultur- og Fritidscenter og bad personale der køre ud og yde liv reddende førstehjælp med en hjertestarter, indtil ambulancen nåede frem. Men den 39-årige mands liv stod tilsyneladende ikke til at redde.

- Jeg bliver så vred og harm over det. Jeg kendte ikke manden personligt, men sådan noget må bare ikke ske, siger Kim Andersen, som er gået i gang med at samle underskrifter ind i kampen for at få døgnberedskab til Skagen.

Planen er at protestskrivelserne skal afleveres til politikerne i Region Nordjylland.

Har du et godt tip?