Skoledirektør i Frederikshavn fyret: Fritaget for tjeneste øjeblikkeligt

Foto: Per Frank Paulsen (Arkiv)

Manglende tillid får Frederikshavn Kommune til at fyre skoledirektør Heidi Becker-Rasmussen.

Frederikshavn Kommune har mandag ophævet kontrakten med direktøren for Børn, skole og  arbejdsmarked Heidi Becker-Rasmussen. Det skriver kommunen i en kortfattet pressemeddelelse.

Det fremgår af pressemeddelelsen, at det er manglende tillid til Heidi Becker-Rasmussen fra politisk side, der gør at man ophæver kontrakten.

Kommunaldirektør Mikael Jentsch fortæller videre til TV2 Nord, at fyringen ikke er udløst af en enkeltsag, men at tilliden til den nu forhenværende direktør er svundet gennem et længere forløb.

- Der er ikke noget, der alene gør, at vi har mistet tilliden til Heidi Becker-Rasmussen, men den er forsvundet gennem en længere periode. Og det er altså vigtigt at have tillid til sine direktører, siger Mikael Jentsch, der forklarer at Heidi Becker-Rasmussens ansvarsområde gennem de sidste tre år har været udsat for store strukturomlægninger.

Heidi Becker-Rasmussen, der har været chef i Frederikshavn Kommune siden 2010, er efter fyringen blevet sygemeldt og fritaget for tjeneste.

Hendes ansvarsområde overgår med øjeblikkelig virkning til Hans Ole Steffensen, der konsitureres som direktør. Han er idag centerchef for Social- og Sundhedsmyndighed i Frederikshavn Kommune.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord