Skousen-nedtur truer nordjysk bank

Foto: TV Midtvest

Fjordbank Mors risikerer at gå konkurs, hvis Skousen fortsætter nedturen.

Hvidevarekoncernen Skousen kæmper i øjeblikket med en mere end almindelig trængt økonomi. Og skulle Skousen gå konkurs, kan det meget vel koste en nordjysk bank livet. Det skriver dagbladet Børsen i dag. Børsen har fået indsigt i fortrolige dokumenter, der viser, at Fjordbank Mors har 105 millioner kroner placeret i den kriseramte hvidevaregigant.

I forvejen er Fjordbank Mors presset på økonomien. I første kvartal i år kunne banken præsentere et regnskab på minus 26,8 millioner kroner efter skat.

- Der skal ikke meget til at presse Fjordbank Mors. Banken har en solvens på under 12 procent, og det er ikke meget, når man ser på bankens typer af udlån og risici, siger investeringschef og partner i Dansk Investering og Formuepleje, Johnny Madsen til Børsen.

Fjordbank Mors' direktør, Peter Christensen, bekræfter over for Børsen forbindelsen til Skousen, men han ønsker ikke at uddybe sagen yderligere.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord