Skyd det sidste krudt af

Har du stadig raketter liggende efter nytårsaften, er søndag sidste mulighed for at skyde krudtet af på lovlig vis.

Hvis du ikke fik antændt samtlige batterier, raketter og andet skyts nytårsaften, er søndag den 5. januar sidste chance for at skyde krudtet af i denne omgang. I hvert fald på lovlig vis.

Ifølge loven må man nemlig kun bruge fyrværkeri i perioden 1. december til 5. januar. Resten af året er det ulovligt for privatpersoner at bruge fyrværkeri - og gør man det alligevel, kan det koste en bøde.

Et nyt lovforslag betyder også, at der allerede i år sandsynligvis bliver færre dage, hvor private må skyde nytårskrudt af.

Ifølge lovforslaget skal det kun være tilladt at sælge nytårskrudt mellem den 15. december og den 31. december. Og det skal kun være tilladt at skyde fyrværkeri af mellem den 27. december og den 1. januar.

Lovforslaget har været sendt i høring, men er endnu ikke endeligt vedtaget.