TV2 Nord

Små banker vildleder aktionærerne

Nørresundby Bank og en masse andre mindre banker oplyser i deres regnskab ikke om udviklingen i fjerde kvartal af 2008. Og det er vildledning, mener ekspert.

Regnskaberne i mange banker viser pæne millionoverskud for 2008. Men ofte dækker det over en katastrofal udvikling i fjerde kvartal. Det står der bare intet om i mange små bankers årsrapporter. Det kalder Morten Langer, redaktør på aktieugebrevet, for vildledning. Det skriver DR Nyheder.

I går offentliggjorde Nørresundby Bank et regnskab med et overskud på 32 millioner kroner før skat uden at oplyse, at banken i fjerde kvartal havde et underskud på hele 40 millioner kroner.

I tilfældet Nørresundby Bank er der ikke bare tale om misinformation, men direkte vildledning, mener Morten langer, der er redaktør på Aktieugebrevet.

- Man aflægger jo regnskaber for at give aktionærerne en information om, hvordan det går i banken, og når man fremstiller det på den her måde, så er det jo nærmest vildledende, siger Morten Langer, der er redaktør på Aktieugebrevet.

Men selvom bankaktier er blevet til folkeaktier i de seneste år, så afviser ledelsen i Nørresundby Bank, at den misinformerer eller vildleder sine aktionærer, der ofte også er kunder i banken.

- Almindelige mennesker ved jo godt, at der har været tab og hensættelser i fjerde kvartal. Og det er ikke noget nyt, at vi ikke oplyser om fjerde kvartal, siger Andreas Rasmussen direktør i Nørresundby Bank.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto