Sofie tømmer Meny på to minutter

21-årige Sofie Sylvester Svendsen fik lørdag to minutter til at fylde så meget hun kunde i indkøbsvognen hos Meny i Kennedy Arkaden.

Mange har nok drømt om at få lov til at tømme en butik på nogle minutter.

Den mulighed fik 21-årige Sofie Sylvester Svendsen lørdag middag, da hun havde to minutter til at tømme Meny i Kennedy Arkaden.

Inden sommerferien deltog Sofie Sylvester Svendsen i en konkurrence i dagligvarebutikken, og fredag fik hun den glædelig nyhed, at det var hendes navn, der blevet trukket som vinder.

- Det er faktisk rigtig fedt, for man kan tage mange gode ting, og de kan nok vare i noget tid, de ting man får, siger Sofie Sylvester Svendsen.

Nødder, kød og personligpleje

Selvom Sofie Sylvester Svendsen til daglig handler i Meny butikken i Kennedy Arkaden, så skal hun alligevel en tur rundt i butikken for at sikre sig, at hun nu ved, hvor de ting hun ville have med i vognen står.

- Jeg skal hen og have fat i nogle nødder, noget kød, og så skal jeg hen i personligpleje, så det håber jeg, at jeg kan nå, siger Sofie Sylvester Svendsen.

Der er få regler, som hun skal følge, når hun skal tømme butikken. Hun må ikke tage spiritus og vin. Ligesom hun heller ikke må tage ting som skrabelodder og cigaretter. Derudover må hun kun tage én af hver ting.

3, 2, 1, start

Efter en halv times ventetid får Sofie Sylvester Svendsen endelig lov til at gå i krig med indkøbsvognen. Hun kaster sig hurtigt over oksemørbrad, inden hun på vej hen til resten af kødet finder nogle nødder, som hun også smider i vognen.

Målrettet fortsætter hun hen til hylderne med shampoo, skrabere og barberblade, og til sidst slår hun vejen forbi slikafdelingen, hvor hun i sidste sekund når at smide fem poser slik i vognen.

- Jeg synes, at det er mange ting, man har fået gratis, så jeg er ret tilfreds, siger Sofie Sylvester Svendsen forpustet, men med et smil, efter hun har kørt vognen i mål.

I alt fik Sofie Sylvester Svendsen samlet varer til en værdi af 3.004 kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland