Spar Nord øger overskud

Spar Nord runder årets første tre kvartaler med et samlet overskud på 276 millioner kroner før skat. Det er 125 millioner kroner bedre end samme periode sidste år.

Spar Nord gør onsdag status efter årets første tre kvartaler, der viser et samlet resultat på 276 millioner kroner før skat mod 151 millioner kroner i samme periode sidste år. Dermed har banken forbedret sin bundlinje med 82 procent svarende til 125 millioner kroner og forrenter nu egenkapitalen med 8,4 procent p.a.

Administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby hæfter sig ved, at effekten af de seneste års initiativer for at optimere bankforretningen nu for alvor begynder at vise sig.
 
- Danskernes efterspørgsel efter lån og andre bankydelser ligger fortsat på et relativt lavt niveau. Og i lyset heraf er jeg godt tilfreds med resultatet, fordi det viser, at vores arbejde med at tilpasse forretningen til de nye og mere udfordrende markedsvilkår virker efter hensigten, siger Lasse Nyby.

Mod strømmen

Lasse Nyby henviser blandt andet til, at Spar Nord i årets første tre kvartaler har tiltrukket et betydeligt antal nye privat- og erhvervskunder. Dermed er det lykkedes Spar Nord at skabe en positiv vækst i bankudlånet på 2 procent. Og det på trods af, at det samlede udlån i Danmark er faldet med 4 procent i løbet af 2011.
 
- Tilgangen af nye kunder betyder først og fremmest, at vi kan fastholde og endda øge vores bankudlån i et ellers faldende marked. Og så betyder det, at vi kan holde vores aktivitetsafhængige indtjening på et fornuftigt niveau, lyder det fra Lasse Nyby.
 
Med til at drive resultatfremgangen er også et fald i omkostningerne på 1 procent, og ikke mindst er bankens bidrag til sektorløsninger faldet markant siden samme periode sidste år.
 
Løser fundingudfordring

I løbet af 3. kvartal gennemførte Spar Nord en transaktion med Jyske Finans om salg og overdragelse af Spar Nords leasingaktiviteter. Det betyder, at Spar Nord er kommet et stort skridt nærmere en løsning på de udfordringer, som det fastfrosne fundingmarked giver. Salget og afviklingen af leasingaktiviteterne vil nemlig ske i omtrent samme takt, som Spar Nords statsgaranterede obligationer forfalder, og det reducerer bankens fundingbehov betydeligt.
 
- Transaktionen giver os en langt mere komfortabel likviditetssituation, for den betyder, at det fastfrosne fundingmarked ikke vil være nogen hindring for, at vi også i de kommende år kan forfølge vores strategi om vækst i bankforretningen, konstaterer Lasse Nyby.
 
Som følge af transaktionen og den bogføringsmæssige omplacering af leasingaktiviteterne ændrer Spar Nord forventningerne til hele årets basisindtjening før nedskrivninger til niveauet 700 millioner kroner. Nedskrivninger på udlån forventes at blive i niveauet 360 millioner kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland