Sparekassen Vendsyssel tilfredse med regnskabet

Sparekassen Vendsyssel kan igen i 2015 præsentere et overskud, de er tilfredse med. Men nedskrivningerne viser, at det går dårligt for bankens landbrugskunder.

Resultatet af den primære drift udgør 407 millioner kroner og indfrier dermed forventningerne, som blev meldt ud i såvel Årsrapport 2014 som Halvårsrapport 2015.

Det er lykkedes sparekassen at udbygge forretningsomfanget inden for alle væsentlige forretningsområder på trods af en stagnerende efterspørgsel. Sparekassens samlede udlån er steget med 1,9 % til i alt 9,0 mia. kr. Indlån inkl. puljer er i årets løb steget med 3,6 % til

10,5 mia. kr. Sparekassens ledelse finder resultatet tilfredsstillende i betragtning af de svære vilkår for dansk landbrug.

Sparekassens egenkapital udgør 2,0 mia. kr., heraf udgør garantkapitalen 1,1 milliarder kroner

Sparekassens kapitalprocent er 16,7 ved udgangen af 2015 og er højere end det beregnede individuelle solvensbehov på 10,7 %. Sparekassen har således en meget tilfredsstillende solvensmæssig friværdi på 6,0 procentpoint.

Ud over at være solid har sparekassen også sørget for at være meget likvid i 2015. Likviditetsoverdækningen var ved udgangen af 2015 på 159 % mere end lovens krav, og sparekassen har en beregnet LCR på 196 %.

Resultatet er kraftigt påvirket af de fortsat svære tider for dansk landbrug med deraf følgende nedskrivninger i sparekassens regnskab. Sparekassen har i 1. halvår 2015 haft ordinær inspektion af Finanstilsynet (seneste ordinære inspektion var i 2010). Sparekassens nedskrivninger på udlån er faldet i 2015 i forhold til 2014.

-Vi er vores ansvar bevidst som lokalt pengeinstitut, også i svære tider for lokalsamfundet. Vi finansierer landbrug i vores primære markedsområde, og støtter fortsat op om erhvervet, også selv om det på kort sigt medfører yderligere nedskrivninger. Vi understøtter det lokale erhvervsliv i vores primære markedsområde og ser det som en afgørende opgave for et lokalt pengeinstitut. Det går godt for det lokale erhvervsliv, og privatkunderne har det ligeledes generelt godt rent økonomisk, siger administrerende direktør Vagn Hansen.

Nedskrivningerne udgør 305 mio. kr. i 2015, hvilket er 43 millioner kroner mindre end i 2014.

Det forholdsvis høje nedskrivningsniveau skyldes hovedsageligt fortsat svære vilkår for store dele af dansk landbrug.

Sparekassen har i 2015 haft positive kursreguleringer på i alt 22 millioner kroner. Aktierne bidrager positivt med 52 millioner kroner, hvoraf de 50 millioner kroner kommer fra anlægsaktier.

Sparekassen har i 2015 haft en nettotilgang på ca. 3.300 nye kunder. Det samlede kundeantal udgør ved udgangen af året ca. 98.000. Sparekassen har i 2015 fået netto ca. 1.100 nye garanter og har nu i alt ca. 38.000 garanter.

Sparekassen Vendsyssel har i 2015 forholdt sig til Finanstilsynets såkaldte Tilsynsdiamant, der opstiller fem pejlemærker for risici, som pengeinstitutterne bør ligge indenfor. Sparekassen har på alle områder god luft og bevægelsesfrihed i forhold til grænseværdierne.

I 1. halvår er Sparekassen Vendsyssel blevet lagt sammen med Hals Sparekasse. Arbejdet med sammenlægningen er afsluttet i februar 2016, og Hals Sparekasse er nu en integreret del af Sparekassen Vendsyssel.

Ved at fastholde strategien og fortsat holde fokus på indtjening forventer sparekassen i 2016 at fortsætte den positive udvikling i kundetilgangen og øge forretningsomfanget med eksisterende kunder, med deraf stigende indtægter. Sparekassens ledelse forventer, at resultatet af den primære drift for hele året vil ligge i niveauet 370 - 400 millioner kroner.

Flere nyheder fra TV2 Nord