Stian ramte Hanstholm

Den norske svømmer, der torsdag morgen forlod Norges Kyst for som den første at krydse Skagerak, ankom i nat klokken 02.00 til Hansholm.

Norske Stian Vikra ankom her til Hansholm efter at have afsluttet sit livs hårdeste svømmetur på 120 kilometer. Den sluttede ved Hansholm mole klokken 02.00 natten til lørdag.

- Jeg har det egentlig fantastisk, hvis det ikke var for min tunge. Den føles som om, at jeg har munden fuld af saltvand. Min krop er også mørbanket og kold, siger Stian Vikra.

Stian Vikra havde ellers regnet med at han kunne have klaret turen på 30 timer. Men svømmeturen endte med at tage 45 timer.

- Det er ufatteligt vanskeligt at forudse strømmen, jeg har jo egentlig været uheldig, siger Stian Vikra.

Grunden til at den norske svømmer har kastet sig ud i den hårde fysiske prøvelse er både for at teste sig selv men også for at skabe opmærksomhed omkring organdonation. Blandt de ventende på kajen i Hanstholm var også et par stolte og lettede forældre.

- Nu er alt godt. Det er dejligt, at han er kommet sikkert i land, siger en lettet mor, Sissel Vikra.

Stian Vikra her foreløbig ikke nye planer om flere armtag med det åbne hav.


Seneste nyt

fra Nordjylland