Kulturmødet Mors vil være bæredygtigt: Stik os dit bestik

Dit brugte porcelæn kan være med til at gøre Kulturmødet Mors mere bærdygtigt. Du kan aflevere det frem til 12. august. Foto: Kulturmødet Mors

I forsøget på at begrænse mængden af pap og plastic, beder man nu nordjyderne om at donere deres gamle glas og tallerkener.

Når mere end 24.000 gæster skal bespises, så går der enorme mængder af service til formålet.

Indtil nu har man på Kulturmødet Mors primært serveret mad og drikkevarer på tallerkener og i glas lavet af pap og plastic.

Vi arbejder aktivt med FN's verdensmål i vores samtaler, kunst og oplevelser. Derfor har vi selvfølgelig også fuldt fokus på, at gøre Kulturmødet mere bæredygtigt. I år tester vi forskellige metoder til indsamling og reducering af affald.

Trine Bang, direktør, Kulturmødet Mors

Men det skal være slut - holdet bag kulturmødet har i år besluttet at være langt mere bæredygtigt, når det slår dørene op for gæster fra 22. til 24. august i Nykøbing Mors.

Derfor beder de nu nordjyderne om hjælp. De må meget gerne donere deres gamle tallerkener, bestik, krus og glas.

- Vi arbejder aktivt med FN's verdensmål i vores samtaler, kunst og oplevelser. Derfor har vi selvfølgelig også fuldt fokus på, at gøre Kulturmødet mere bæredygtigt. I år tester vi forskellige metoder til indsamling og reducering af affald, siger direktør for Kulturmødet Trine Bang.

Snup en opvask - og en snak

Det donerede service skal også bruges aktivt til at skabe endnu mere dialog mellem gæsterne. Man håber nemlig på, at de selv vil skylle deres egen tallerken af ved de opstillede opvaskestationer.

- På den måde, håber vi også, at der kan opstå spontane snakke mennesker imellem, mens de skyller deres ting af. Det synes vi, at man kan kalde en opvask med ekstra mening i, fortæller Susanne Jørgensen, som er en af Kulturmødets koordinatorer.

Har du selv porcelæn, du gerne vil donere, så kan du aflevere det inden 12. august - på Ringvejen 59 eller Holmen i Nykøbing.

Der tages imod al slags service - intet er for stort eller småt.

Om Kulturmødet Mors

  • Kulturmødet på Mors finder sted 22.-24. august 2019.
     
  • Kulturmødet sætter scenen for vidensdeling, erfaringsudveksling og inspiration på tværs af brancher og skaber oplevelser, der gør kunsten nærværende for borgere i alle aldre.
     
  • Kulturmødet arrangeres af den selvejende institution Kulturmødet og realiseres i samarbejde med Morsø Kommune og Region Nordjylland.
     
  • Kulturmødet Mors støttes af Kulturministeriet samt en række fonde og sponsorer.
     
  • Kulturmødet Mors afholdes i 2019 for syvende gang.
     
  • I 2018 deltog ca. 24.000 i Kulturmødet Mors.
     
  • Kilde: Kulturmødet Mors

    Forsiden lige nu