Stjal mink for 135.000 kroner

Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)

Tre litauere er anholdt efter tyveri af 300 frosne mink.

Tirsdag aften blev en minkavler ved Øster Assels på Mors 135.000 kroner fattigere. En gruppe litauere stjal omkring 300 døde mink, der lå til optøning inden de skulle pelses. Minkene udgør en værdi på 135.000 kroner. Det skriver TV/Midt-Vest.

Midt- og vestjyllands Politi kom på sporet af tyvene efter de forlod minkfarmen, men da de blev stoppet i deres bil, stak de af til fods. En af tyvene blev anholdt, da han senere tirsdag aften kom gående henover Sallingsundbroen. De fire øvrige i bilen leder politiet stadig efter.

Klokken 5 onsdag morgen anholdt politiet yderligere to mænd, der mistænkes for at have relation til tyveriet. De tre blev fremstillet i grundlovsforhør onsdag og er varetægtsfængslet til 4. december.

På fri fod er altså stadig fire mænd, der slap væk efter tyveriet. Har man set dem, hører politiet gerne om det.

- Hvis folk ser litauiske mænd i starten af 20'erne løbe rundt i området, vil vi gerne høre fra dem, siger funktionsleder Christian Toftemark Jørgensen Midt- og Vestjyllands Politi.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord