Stjernerne vil have økologisk mad

 Stjernerne vil have økologisk mad

Stjernerne i Gigantium i Aalborg har specielle ønsker om økologisk mad.

Når Stevie Wonder onsdag træder ud foran publikum i Gigantium i Aalborg, er det med sund mave og miljøbevidsthed.

Siden Shakira i marts 2007 fyldte publikums ører med sin sang, har Aalborg Kongres og Kultur Center oplevet lange lister med specifikke ønsker fra stjernerne, der gæster det nordjyske.
- Det er en trend, vi er blevet opmærksomme på. Der bliver stillet flere krav til økologiske produkter i deres
specifikationer til os. Og nogle ønsker også affaldssortering, siger Susanne Kabel, pressechef for Aalborg Kongres og Kultur Center.

Mælk, frugt, grønt og juice uden tilsætningsstoffer skal der altså være rigeligt af, når sanglærkerne hviler stemmerne før og efter koncerterne. Meldingen om, at kunstnere som Beyonce og Willie Nelson tænker på, hvad de putter i munden, glæder Økologisk Landsforening.
- Det er rigtig positivt for økologien, for det sender selvfølgelig et signal til fans og omverdenen om, at økologi er noget, man skal gå efter, siger Paul Holmbeck, direktør for Økologisk Landsforening.

Paul Holmbeck tror dog ikke, at stjernestatussen er eneste grund til, at flere og flere vælger økologien. For undersøgelser viser, at danskerne først og fremmest fylder indkøbskurven med økologiske varer, fordi de gerne vil gøre noget godt for dem selv og miljøet.

På trods af, at økokravene fra stjernerne i Aalborg bliver større og større, er der sjældent problemer med at skaffe ønskerne. Dog er der én gang, hvor folkene måtte lede i lidt flere butikker end sædvanligt efter det efterspurgte.
- Take That ville gerne have gedemælk, og det var lidt svært at finde, men det gik til sidst, fortæller Susanne Kabel.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland