Store regninger til nordjyske ejere af gulpladebiler

 Store regninger til nordjyske ejere af gulpladebiler

To nordjyske bilejere får hver en regning på flere hundrede tusinde kroner for at have kørt privat i deres biler på gule plader. Det oplyser P4 Nordjylland.

Dermed har SKAT i Nordjylland truffet de første afgørelser efter de omfattende kontrolaktioner, der de seneste måneder er gennemført ved bl.a. koncerter og store sportsbegivenheder i Nordjylland.

Det er SKAT i Hjørring, der har udskrevet regningerne, som lyder på h.h.v. 250.000 og 331.000 kroner.

Ifølge afdelingsleder Erik Biegel har ejerne af de to gulpladebiler brugt bilerne privat. De bliver derfor beskattet af fri bil, tre år tilbage i tiden. Desuden skal den ene tilbagebetale moms på 77.000 kroner.

Lige nu er yderligere ca. 70 sager om gulpladebiler på vej til en afgørelse hos SKAT i Hjørring. I Aalborg skal 63 sager underkastes en nærmere granskning.


Seneste nyt

fra Nordjylland