Stort vejarbejde ved Brønderslev kan give propper i ferietrafikken

E39 ved Brønderslev bliver i godt to uger halveret i kapacitet. Det kan betyde køer i ferietrafikken, advarer Vejdirektoratet.

Fra mandag og 2,5 uger frem vil en otte kilometer lang strækning på E39 ved Brønderslev være svært indskrænket. Her skal strækningen i det sydgående spor nemlig have ny asfalt, og trafikken i begge retninger skal derfor deles om det nordgående spor, der i hver retning begrænses til et spor uden mulighed for overhaling.

Arbejdet begynder mandag den 26. juni hvor den nuværende belægning fjernes hvorefter man skal lave pletvise reperationer på de underliggende vejlag. Derefter påkøres ny asfalt, der slutteligt får striber inden ferietrafikken igen får det sædvanlige spillerum tilbage.

Vejarbejdet betyder at motorvejsramperne i sydlig retning ved Brønderslev C og Brønderslev S, der bærer henholdsvis 6 og 7 som nummer, er spærret i perioden. Brønderslev C er helt spærret mens Brønderslev S er spærret for frakørsel.

Til gengæld henviser Vejdirektoratet til Brønderslev S hvad angår tilkørsel til E39 sydgående. For frakørsel til Brønderslev-området skal bilister, der kører i sydlig retning fra Hirtshals mod Aalborg benytte afkørsel 5 Vrå.

Vejdirektoratet skriver i en pressemeddelelse, at de på forhånd beklager de gener, vejarbejdet må medføre, men at bilisterne, når den nye asfalt er på plads, kan glæde sig til at køre op en mere jævn kørebane, der skal give en bedre køreoplevelse.

De oplyser videre, at dårligt vejr kan forsinke arbejdets afslutning.


Seneste nyt

fra Nordjylland