En gård på Stavadvej i Brønderslev brød natten til mandag i brand. Stuehuset er helt udbrændt, oplyser politiet.
Klokken 04:14 får Nordjyllands Politi igennem 112 meldingen om en brand på gård på Stavadvej i Brønderslev. Det er stuehuset, der er brudt i brand, og det er ikke til at redde.
- Stuehuset nedbrænder fuldstændig. Vi har endnu ikke nogen brandårsag. Det er noget teknikerne, vil undersøge i løbet af dagen, siger vagtchef Poul Fastergaard.
De to personer, der bor på adressen, var ikke hjemme da branden brød ud, så ingen mennesker har været i fare ved branden. Det var en lokal mand, der opdagede og anmeldte branden.