Super sommer for Zoo

Det gode sommervejr har trukket over 100.000 gæster til Aalborg Zoo i juli måned.

- Denne sommer har det været noget nær perfekt zoo-vejr og det har vi ikke mindst kunnet mærke i juli, hvor vi passerede over 100.000 gæster. Det er cirka 25 procent flere end i samme måned sidste år, siger zoo-direktør Henrik Johansen.

Det er blandt andet det nye rovdyranlæg, der har trukket gæsterne til Aalborg Zoo. Derudover har vejret været god ved haven.

- Ud over de flotte besøgstal glæder vi os over gæsternes tilfredshed med deres ophold i haven. Traditionelt betyder mange gæster hos stort set alle attraktioner faldende tilfredshed, men i år er det lykkedes os at bevare et kontinuerligt højt niveau, også selvom der har været mange flere gæster at servicere. Vi er selvsagt meget tilfredse med at gæsterne er tilfredse, for vi har netop i år lagt endnu større vægt på blandt andet servicering af gæsterne, rengøring og vedligeholdelse af haven, siger zoo-direktøren.

Dyrene havde i starten lidt svært ved at vænne sig til det nye anlæg og både tiger og løver var i forløbet stressede, men de er nu faldet til.

- Nu er de faldet rigtig godt til og vi er i gang med forskellige sonderinger med henblik på at opbygge større flokke. Vi søger aktuelt efter en passende han til vores to nye asiatiske løver, ligesom vi gerne vil finde en han til vores tigerhun fra Sumatra. Jeg tror på at vi har godt nyt at fortælle om dette i løbet af et par måneder, siger Henrik Johansen.


Seneste nyt

fra Nordjylland