TV2 Nord

Supertraver bliver på nordjyske hænder

Okay Bee bliver hjemme hos Bent Ole Pedersen, der dermed går glip af millioner af kroner. Foto: TV2/Nord

Bent Ole Pedersen kunne ikke nænne at sælge travhesten Okay Bee og takker dermed nej til adskillige millioner kroner.

Travtræner og hesteejer Bent Ole Pedersen fra Stae ved Vodskov har været i tænkeboks i et flere uger. Hans superhingst Okay Bee har været en ombejlet herre, lige siden han vandt Dansk Trav Derby i fjor.

Som den første hest siden 1963 har Okay Bee vundet det største danske 2-års løb - Opdrætningsløbet - det største 3-års løb- Dansk Trav Kriterium - og det største 4-års løb - Derbyet. Senest vandt Okay Bee i helt suveræn stil og i ny banerekord Aalborg Store Pris med en præmiesum på 100.000 kroner.

Bent Ole Pedersen har fået flere fristende bud på hesten - blandt andet fra Sverige. Men i samråd med hele familien har han altså besluttet at beholde hesten, som han selv har opdrættet og trænet, og som han har et helt særligt forhold til.

- Et salg ville selvfølgelig kunne sikre hele familien økonomisk, men hesten betyder mere end pengene for mig. Det er hjerteblod, siger Bent Ole Pedersen til tv2nord.dk.

Han ejer hesten sammen med sin søn, Mogens Pedersen. Overvejelserne gik også på at sælge sønnens halvpart, så hesten kunne blive i stalden i Stae. Men de potentielle købere ville have hele hesten. Og heldigvis for det. Dansk Travsport ville ikke være det samme uden Okay Bee.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord