Svømmeboss regner med flere medaljer

Dansk Svømmeforbunds sportschef har stor tiltro til sit VM-hold, hvor også Aalborg-svømmeren Mie Ø. er med.

Inden kortbane-VM i svømning lød den danske målsætning på to medaljer og fem finaler. Men den målsætning blev allerede opfyldt af de danske svømmere på andendagen. Så nu har sportschef i Dansk Svømmeforbund, Mikkel von Seelen, opjusteret målsætningen gevaldigt.

- Jeg har nok været for defensiv i min medaljemålsætning, så jeg har justeret målsætningen til seks medaljer og 10-12 finaler, siger Mikkel von Seelen til sporten.tv2.dk.

Det høje niveau ved kortbane-VM i tyrkiske Istanbul har overrasket sportschefen.

- Det var for defensivt, og måske også en smule taktisk, at jeg valgte den målsætning, men jeg ville ikke lægge for stort pres på holdet efter OL. Men det er imponerende, fastslår Mikkel von Seelen.

Han tror, at Danmark allerede i aften igen står på medaljeskamlen.

- Jeg tror på Jeanette Ottesen i aftenens 50 meter butterfly, og så har vi et fantastisk 4 x 100 meter medley hold med Mie Ø. Nielsen i ryg, Rikke Møller Pedersen i bryst, Jeanette Ottesen i butterfly og Pernille Blume i crawl, siger Mikkel von Seelen.

Jeanette Ottesen svømmer finale i butterfly klokken 18.40, og hvis hun og resten af det danske medley-hold kommer i finalen i aften, så afvikles medley-finalen klokken 20.30.


Seneste nyt

fra Nordjylland