Ulykke: Sydgående motorvejsspor ved Svenstrup spærret

Sporet ved afkørsel 29 er spærret på grund af en ulykke. Trafikken forventes først at blive afviklet normalt efter klokken 8.30.

OPDATERING KLOKKEN 8.58:

Sporet er igen åben for trafik. Det vil dog tage noget tid at få afviklet al trafik, og man må påregne kø.

 

Det sydgående spor fra Aalborg mod Hobro ved afkørsel 29 Svenstrup på motorvej E45 Nordjyske Motorvej er spærret - på grund af en ulykke.

Uheld, politi og redningsmandskab er på stedet.

Vejen forventes tidligst genåbnet klokken 8.30. Det oplyser Vejdirektoratet.

Her beder man også trafikanterne passere med forsigtighed.

Ulykken skete, da en bilist havde for travlt med at kigge ud i nødsporet, hvor en anden bilist var ved at skifte hjul på sin bil. 

- Bilen foran ham bremser, og fordi han ikke har øjnene på vejen lige frem for sig, når han ikke at reagere og kører op bagi bilen foran. Bilen vælter rundt og ender med at spærre motorvejen, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Fastergaard.

Ingen af de implicerede kom alvorligt til skade ved ulykken. Bilisten, der påkørte bilen foran, blev kørt til Aalborg Universitetshospital med nakkesmerter. Den anden bilist blev behandlet for skader på sin ene hånd.

- Heldigvis var det minimalt, hvad der skete af skader - fordi bilerne kørte relativt langsomt på grund af den tætte trafik, siger vagtchefen.

Han opfordrer i den forbindelse alle bilister til at holde øjnene rettet mod vejen foran - for at undgå lignende "kigge-uheld".

Opdateres...


Seneste nyt

fra Nordjylland