TV2 Nord

Sygehus Vendsyssel skal have ny cheflæge

Foto: Sygehus Vendsyssel

Efter seks år som cheflæge på Sygehus Vendsyssel forlader Michael Andreassen jobbet til sommer.

- Jeg forlader det bedste sygehus i regionen. Det er et sygehus, som jeg stolt kan give videre til nye kræfter, siger Michael Andreassen i en pressemeddelelse fra Sygehus Vendsyssel.

- Efter seks år på posten har jeg været med til at løfte kvalitetsarbejdet, og jeg har sat forskning på dagsordenen. Jeg har blandt andet været med til at etablere et forskningscenter. Lægemanglen på Sygehus Vendsyssel er vendt, og jeg forlader et veludrustet sygehus, siger Michael Andreassen, som stopper som cheflæge 1. juni i år.

Michael Andreassen bliver dog i Region Nordjylland, da han går tilbage til sit fag. Han skal være overlæge inden for Psykiatrien i Region Nordjylland.

- Jeg syntes, at tiden var klar til, at jeg skulle tilbage til patienterne og mit gamle fag. Jeg glæder mig til at koncentrere mig om det analytiske, undersøgende og faglige i arbejdet som psykiater. Jeg skal bl.a. også beskæftige mig med undervisning og supervision af yngre læger, siger Michael Andreassen.

Han mener, at Sygehus Vendsyssel nu har brug for en anden type cheflæge.

- Det skal være en, som står for fremtidens koncerntankegang i Region Nordjylland, og her er jeg ikke den rette. Derfor er tiden moden til, at en anden overtager pladsen, siger Michael Andreassen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord