Sygehusgrund i Terndrup dobbelttjekkes: Nye ejere tager ikke nogen chancer

Foto: Torben Lykke Larsen

Den tidligere sygehusgrund i Terndrup bliver nu undersøgt for forurening på ny på grund af manglende tillid til Region Nordjyllands håndtering af sagen.

De nye ejere af sygehusgrunden i Terndrup tør ikke tage chancer, hvis de skal gennemføre deres planer om at bygge på grunden. Derfor foretager de netop nu en omfattende undersøgelse af jorden på Region Nordjyllands tidligere sygehusgrund i Terndrup.

Et rådgivende ingeniørfirma udfører nu 50 boreprøver i ned til fire meters dybde, for dels af teste for forurening – og dels for bæreevnen på grunden.

Den nye ejer, Peter Overgaard fra Terndrup siger:

- Vi vil gerne være helt sikre på, at vi kan bygge på grunden, som vi jo kun har købt betinget af, at den er ren. Der har desuden været tvivl om den opfyldning, der er sket i det gamle sygehus' kælder, hvor regionen har oplyst, at der er anvendt stabilgrus, som er genbrugt fra sygehusets tidligere parkeringsplads. Det skal vi også have undersøgt, så derfor har vi valgt at få foretaget nye boreprøver.

TV2 Nord foretog for nylig selv en stikprøve af de øverste jordlag med den nye ejers tilladelse. Resultaterne af de i alt 10 jordprøver, som bestod af 50 boringer, viste, at overfladejorden ikke var forurenet i forhold til de gældende grænseværdier. Men nu skal jorden altså alligevel tjekkes grundigt en gang til.

Medlem af regionsrådet for Socialdemokraterne, Arne Nielsen, forstår mistilliden til Region Nordjyllands håndtering af sagen.

- Jeg forstår godt, at den nye ejer er bekymret, og det siger noget om, at den måde hele sagen er tacklet på, skulle havde været anderledes. Det er jo forvaltningen af sagen, der har skabt den mistillid, og det, synes jeg, er rigtig træls, siger Arne Nielsen. 

03:39 Luk video

Regionspolitikeren håber nu, at de nye jordprøverne bekræfter den redegørelse, som politikerne fik for nylig af deres forvaltning. Omvendt er han nervøs for det modsatte.

- Vi har fået at vide, at jorden på grunden i Terndrup er inden for grænseværdierne, og det håber jeg saftsuseme også er tilfældet, når den nye ejer har gennemført sine prøver.

De nye ejere planlægger at bygge nye boliger på den tidligere sygehusgrund, der ligger centralt placeret i Terndrup.

Resultaterne af de 10 jordprøver, TV2 Nord fik foretaget for nylig, kan du selv se og nærstudere ved at klikke på PDF-filen herunder.