Tårs Bageri opgiver og lukker

02:27

Et vejarbejde i Tårs giver store problemer for de erhvervsdrivende. De mister både kunder og omsætning. Den første butik er lukket. Folk i byen frygter at det ikke bliver den sidste

Tårs Bageri opgiver kampen efter at oplevet markant nedgang i omsætningen efter, at der er lukket for gennemkørsel i byen

Bagermester Knud Holm var så sent som fredag stadig optimistisk med hensyn til at bevare forretningen, da TV2 Nord besøgte bageren i Tårs, men nu fortæller bagermesteren til hjørringavis.dk, at han smider håndklædet i ringen og lukker og slukker butikken.

Strøgkunderne bliver væk, og det koster gevaldigt på omsætningen helt op mod 40 pct., at der lige nu er gang i et omfattende renoveringsarbejde i Bredgade. Vejarbejdet betyder, at hovedåren gennem Tårs by er lukket.

- Det hele taget i betragtning har vi vurderet, at det ikke er kampen værd. Vi kunne måske overleve nu, men næste år skal der laves vejarbejde fra rundkørslen mod Hjørring, og så opgiver gennemfarts-pendlerne da helt Tårs, fortæller bagermester Knud Holm til hjørringavis.dk.

- Det er synd, for de lokale er flinke til at bakke op, men vi mangler strøgkunderne til at betale de sidste udgifter. Jeg troede, at massiv omtale i pressen ville hjælpe, men jeg blev godt nok skuffet i weekenden, siger bagermesteren.

Knud Holm er i gang med at opsige personalet, og han er selv i fuld gang med at søge nyt job til ham og fruen Maria.

- Nu skal vi til at være mere tid sammen med vores børn.

Bageriets lukning er den anden i Tårs efter det omfattende vejarbejde og byfornyelsesarbejde er begyndt. For nogle uger siden lukkede også byens slagterbutik. Tårs Bageri lukker den 20. marts.

Flere nyheder fra TV2 Nord