Teenagepiger stjal tid i solarium

To unge piger omgik møntindkast, men risikerede elektrisk stød.

Nordjyllands Politi tog onsdag eftermiddag to piger på henholdsvis 17 og 18 år på fersk gerning, i gang med at slikke sol. Stjålen sol vel at mærke.

De to piger var gået ind i solcenteret på Vesterbro 93 i Aalborg og videre ind i en kabine. Her fik de flyttet en glasplade, så de havde adgang til lysstofrørene i solariet.

- Dernede kunne de pille ved nogle relæer, som fik rørene til at tænde, uden at der altså var kastet penge i møntindkastet, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen.

At solen tændte uden betaling, sendte dog en alarm til solcenterets ejer, som gav beskeden videre til politiet.

- De bliver sigtet for tyveri, selvom det kan virke som en lille ting. Men de satte altså livet på spil ved at gøre det. Sådan et solarium kører på kraftspænding, og de rodede helt inde ved strømmen. Det er livsfarligt, siger Karsten Højrup Kristensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland