Thisted-hospital får Børn og Unge Ambulatorium

Nu slipper familier fra Thy og Mors med syge børn for at skulle køre helt til Aalborg for at se en læge. Nyt ambulatorium åbner sidst på måneden i Thisted.

750. Så mange ture har familier med syge børn i Thy Mors måtte tage de senere år til Aalborg Universitetshospital. Men det er slut nu, når Regionshospital Nordjylland indvier et Børn og Unge Ambulatorium på hospitalet i Thisted den 23. oktober.

Hospitalsdirektør Henrik Larsen glæder sig til, at den ny funktion tages i brug.

- Det er mere end 15 år siden, at der var et børne- og ungetilbud af denne art i Thisted. Og siden da har børn- og ungepatienter – og deres familier – fra Thy og Mors kørt langt ved enhver kontakt. Nu kommer vi i stedet tættere på patienterne, siger han til Li,mfjord Update. 

Ambitionen om at udbrede specialet til at omfatte Thisted kom i forbindelse med fusionen af de fem hospitaler i Hjørring, Thisted, Frederikshavn, Brønderslev og Skagen, som siden januar 2016 har udgjort Regionshospital Nordjylland. Og siden blev det til en del af Regionsrådets plan for hospitalet i Thisted.

- Vi realiserer med det nye Børn og Unge Ambulatorium en del af regionsrådets strategi for udviklingen af Regionshospital Nordjylland i Thisted, ”Fremtidens Thisted”. Som fremgår af strategien for ”Fremtidens Thisted” bliver Børn og Unge Ambulatoriet en af fem kernefunktioner for vores hospital i Thisted. Vi kommer til at tilbyde ambulant udredning og behandling til et stort antal familier med syge børn og unge fra nærområdet. Og vi gør det på samme høje niveau som på Regionshospital Nordjyllands Børn og Unge Ambulatorium i Hjørring, siger hospitalsdirektøren.

Det er ledende overlæge Elke Longin, der kommer til at stå i spidsen for det nye Børn og Unge Ambulatorium i Thisted. Og hun har kun mødt glade patienter og forældre.

- Nu får patienterne i Thy, på Mors og Jammerbugt et ambulant tilbud i Thisted – som for dem er meget tættere på deres hjem. Og de er virkelig glade for udsigten. Det er en stor lettelse for mange familier, hvor forældrene og deres barn tidligere var vant til at skulle tage fri fra arbejde det meste af en dag, når de skulle på børneafsnittet, fordi det har ligget langt væk, beretter den ledende overlæge.

Forventningen er, at der fremover på årsbasis vil være 750 patientforløb i Børn og Unge Ambulatoriet i Thisted.

- Så der er mange familier, der sparer tid på det her. Og får øget livskvalitet, fortæller den ledende overlæge.

Indvielsen af det nye Børn og Unge Ambulatorium sker på hospitalet i Thisted 23, oktober klokken 9.00. Her taler hospitalsdirektør Henrik Larsen og lederen af ambulatoriet, ledende overlæge Elke Longin.


Seneste nyt

fra Nordjylland