Thomas Enevoldsen i portugisisk søgelys

Flotte præstationer i UEFA-kampenen mod spanske Deportivo La Coruña, har øjensynligt fået den portugisiske storklub Benfica til at rette søgelyset mod Thomas Enevoldsen.

Den gamle storspiller Rui Costa er i dag sportslig hovedansvarlig i klubben, og han var til stede som tilskuer, da AaB sensationelt vandt 3-1 på Estadio Riazor i La Coruña - og han faldt pladask for den unge dansker, der også krydrede en flot kamp med en scoring, skriver ekstrabladet.dk.

- Ifølge vores oplysninger var Costa primært taget til kampen for at kigge nærmere på Michael Jakobsen. Men da han tog derfra, var det ifølge vores oplysninger Enevoldsen, der havde imponeret ham mest, siger fodboldjournalisten Antonio Barosso.

Thomas Enevoldsens nuværende kontrakt med AaB løber frem til udgangen af 2010, og den blev lavet i 2007 på et tidspunkt, hvor han stadig stod på spring til gennembrud. Derfor er den faste månedshyre relativt beskeden.

Men for et par uger siden sagde han til Ekstra Bladet, at han og hans agent John Sivebæk havde talt med sportsdirektør Lynge Jakobsen om, at det måske snart var tid for en ny forhandling.


Seneste nyt

fra Nordjylland