Thorning på besøg på Hørby Ungdomsskole

Eleverne på Hørby Ungdomsskole stillede en række uortodokse spørgsmål til socialdemokraternes formand, da Helle Thorning-Schmidts valgbus kom forbi.

- Hvis du bliver statsminister, kan du så ikke godt sørge for, at vi får en anden undervisningsminister? spørger en pige på fjerde række af de pastelgrønne stole i Hørby Ungdomsskoles fællessal.

Helle Thorning-Schmidt er i gang med anden dag i valgbussen, og den starter klokken 08.45 med en række spørgsmål fra 10.-klasses elever, som både gør S-formanden glad og senere tvinger hende ud på usikker grund.

- Det er meget sjældent, at man som politiker vil garantere noget, men hvis jeg bliver statsminister, vil jeg godt garantere en ny undervisningminister, fastslår Helle Thorning-Schmidt, og de omkring 80 elever klapper begejstret.

Dagen er nærmest en temadag om uddannelse for oppositionslederens valgbus. Efter ungdomsskolen går turen til en håndværkerskole i Hadsten og så til Aarhus Universitet.

Først skal Helle Thorning-Schmidt dog svare på en række spørgsmål fra Hørby-eleverne, som næppe ville være stillet til et normalt valgmøde. Et af dem er ved at få Helle til at svede i sit sorte jakkesæt med en tæt, rød rullekravesweater under. Helle Thorning-Schmidt fortæller om, hvor synd det er for den familie, hun for nylig mødte på et asylcenter, som havde boet der i ti år. En høj pige på forreste række rækker hånden op.

- Men regeringen har jo kun siddet i seks år. Hvorfor gjorde I så ikke noget for dem, dengang I havde magten? spørger hun.

Helle Thorning-Schmidt går i stå i to sekunder, før hun svarer.

- Det er et godt spørgsmål. Der var ikke den samme fokus på problemet dengang. I hvert fald, øøh, havde jeg ikke hørt om problemet. Men hvis vi havde vidst det, så burde vi nok også have gjort noget, svarer hun.

Pigen har svært ved at tro, at ingen vidste noget om problemet, men Helle Thorning-Schmidt fastholder, at der slet ikke var samme fokus på opholdstiden i asylcentrene på det tidspunkt.

I starten er der kun én eller to med hånden oppe ad gangen, men da en dreng spørger til udlændingepolitikken, er der pludselig ni hænder i vejret. Der er også mange brede spørgsmål: Hvad er din holdning til globaliseringen? Irakkrigen? Klimaforandringer? Og da Helle Thorning-Schmidt forklarer, at S vil fastholde 24-års-reglen spørger én: Hvad er 24-års-reglen?

Der går så lang tid med spørgsmål, at bussen kommer en halv time for sent af sted. Selvom Helle Thorning-Schmidt bruger den kostbare valgkampstid på elever uden stemmeret, er hun godt tilfreds, da bussen kører fra Hørby.

- Det er vigtigt at komme på de helt unges uddannelse - så, nu skal vi lige vinke til dem - og for eksempel er det jo et godt spørgsmål, hvad 24-års-reglen egentlig er. Der er sikkert mange almindelige mennesker, som ikke har styr på, hvad de regler præcis går ud på, og det bliver man mindet om her, siger hun.

/ritzau/

Flere nyheder fra TV2 Nord