Tiltrængt 2-1 sejr til Vendsyssel FF

Efter en skidt start på foråret i 1. division fik Vendsyssel FF mandag aften den første sejr i 2017.

Vendsyssel FF var mandag aften på udebane mod Nykøbing FC. En kamp, hvor det nordjyske hold jagtede forårets første sejr i NordicBet Ligaen.

Dog kom Vendsyssel FF bagud 1-0 efter knap en times spil. Det var Linus Olsson fra Nykøbing FC, der satte bolden i nettet.

Fra anden halvlegs start kom Thomas Dalgaard på banen for Vendsyssel FF, og han var uhyre tæt på at komme på tavlen efter få sekunder, men fik akkurat ikke sendt bolden over stregen efter et hjørnespark.

Først med knap 10 minutter igen fik den nordjyske klub en udligning, da Søren Henriksen gik med frem på hjørnespark og headede bolden i nettet til 1-1.  I overtiden lykkedes det så at tage de tre point. Thomas Dalgaard headede bolden i nettet til 2-1, som også blev kampens resultat.

Vendsyssel kravler dermed op på 4. pladsen i NordicBet Ligaen.

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord