Tom K auktion indbragte næsten 40.000 kroner

Auktion over Tom Kristensens Hjelm og køredragt indbragte 37.000 kroner til kampagnen Breast Friends.

Tom Kristensen støttede Breast Friends ved at bære kampagnens logo på sin køredragt og hjelm under Sebring-løbet i USA den 17.-18. marts.

Køredragten og en unik tvillingemodel af hjelmen, begge signeret af Tom Kristensen, blev sat på auktion hos Bruun Rasmussen Online-auktioner og indbragte i alt kr. 37.000.

Dragt og hjelm blev købt for henholdsvis kr. 17.000 og kr. 20.000, og alle pengene går ubeskåret til forskning i forebyggelse og behandling af brystkræft.

Hjelmen er helt unik, da den udover Breast Friends-logoet er malet i Breast Friends farver. Den solgte hjelm er en tvillingemodel af hjelmen fra løbet. Tom Kristensen har valgt at beholde den originale hjelm til sin samling.

- Jeg er glad for og stolt over at kunne støtte brystkræftkampagnen Breast Friends. Jeg har til formålet fået produceret en helt speciel køredragt og hjelm bærende kampagnens logo, som jeg håber, kan være med til at skabe opmærksomhed om den alvorlige sygdom, som rammer så mange kvinder og deres pårørende, siger Tom Kristensen.

Flere nyheder fra TV2 Nord