Tom K. viste fødebyen frem

Racerkøreren var fredag tourguide i Hobro. Turisterne var hans Audi-kolleger.

Borgmesteren i Mariagerfjord Kommune havde fornemt besøg i morges, da den ni-dobbelte Le Mans-vinder, Tom Kristensen, og hans nærmeste Audi-stab ankom til det gamle rådhus i Hobro.

Gæsterne var måske lidt ud over det sædvanlige, men kaffebordet, morgenbitteren og gaveudvekslingen var den traditionelle.

- Vi er alle meget stolte, fordi du er født og opvokset her i Hobro, sagde borgmesteren til en alvorlig Tom Kristensen under morgenmødet i de trange lokaler i det gamle Hobro Kommunes rådhus.

Det er første gang, Tom Kristensen, har sit team med hjemme i Hobro.

- Engang imellem så laver vi andre ting end lige præcis at mødes på racerbanen. Og nu synes jeg det var på tide, at de ser, hvor jeg kommer fra, siger Tom Kristensen.

Ralf Jüttner, manden, der fandt den danske racerkører og fik ham med til udlandet, var med i Hobro i dag.

- Jeg husker tydeligt, at det var en onsdag. Han kom ned til en prøvetur. Og fra start viste det sig, at han bare kunne køre og køre. Han var ikke vant til natkørsel, men tidtageren viste allerede første nat, at Tom Kristensen var utrolig hurtig. Det var et godt fund, siger chefen i Audi Team Joest.