Torben Keller aflyser Rynkeby-tur på grund af mulig kamp

Foto: Peter Mortensen (Arkiv)

Den nordjyske bokser måtte i sidste øjeblik aflyse turen til Paris med Team Rynkeby. En "spændende kamp er lige om hjørnet."

Bokseren Torben Keller skulle de kommende dage have brugt sine ben på en cykel, men han skal nu i stedet bruge sine næver i ringen. Nordjyden har nemlig meldt afbud til Team Rynkebys tur mod Paris fordi der venter en snarlig boksekamp. Det skriver han selv på sin blog.

- Jeg ville enormt gerne have været med "Rynkerne" på en fantastisk tur mod Paris, men på den anden side er det min boksning jeg brænder 100 procent for, og der venter, forhåbentlig, en spændende kamp lige om hjørnet, som jeg er nød til at prioritere over turen til Paris, skriver han.

Mere konkret bliver det dog ikke, og et af nøgleordene i bokserens blogindlæg er "forhåbentlig."

- Jeg kan desværre ikke helt løfte sløret for, hvad det helt konkret handler om endnu, da det ikke er 100% fastlagt, hverken med dato, modstander eller sted - så tak for tålmodigheden.

- Jeg ved at det er meget "ukonkret" indhold I får lov at tage til takke med, men det er alt jeg kan dele lige nu, men jeg håber snart på at dele mere med jer, skriver han inden han ønsker holdkammeraterne på Team Rynkeby Nordjylland en god tur. De satte kursen mod Paris fredag morgen.