Trafikforsker: Billigere billetpriser giver ikke flere passagerer

Selvom langt flere tog gratistoget i september måned, vil billigere billetpriser ikke holde på passagererne, mener trafikforsker.

I september valgte 78 procent flere at tage toget i Nordjylland, da det var gratis. Men det er ikke et tegn på, at DSB vil opleve flere passagerer i fremtiden, mener trafikforsker ved Aalborg Universitet Niels Agerholm.

- Al erfaring viser, at det ikke giver flere passagerer at sænke priserne. Samtidig er der et problem i, at mange nordjyder bor, hvor der ikke er nogen togbane.

En af dem som tager bilen på job i Aalborg er Mikael Bilgaard fra Tylstrup. Han har ikke engang overvejet offentlig transport, selvom det var gratis i september.

- Det ville stjæle for meget af min tid, hvis jeg skulle bruge over en time på at komme til Aalborg hver morgen.

Det største problem er derfor, at geografien spænder ben for den kollektive trafik i Nordjylland.

- Hvis vi skal have kollektiv trafik, der matcher bilen, skal vi investere alt for mange penge som samfund - og det kan vi ikke, siger Niels Agerholm.

DSB har ikke planer om at gentage succesen med gratistog i Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland