Travlhed hos tv-forhandlere

01:58

Der er travlhed hos tv-forhandlerne. Onsdag ændres det digitale tv-signal nemlig, og derfor skal mange have nyt tv-udstyr. Foto: Jesper Lange

1 af 2

Cirka hver fjerde husstand i Nordjylland skal senest tirsdag ud at investere i nyt udstyr, hvis de vil undgå sort skærm. Onsdag ændres det digitale tv-signal nemlig, og det giver travlhed hos tv-forhandlerne.

Når det digitale tv-signal ændres onsdag, risikerer cirka hver fjerde nordjyske husstand, at deres fjernsyn viser sort skærm. En fjerdedel af alle husstande her i landsdelen modtager nemlig deres signal via en antenne. Det viser en opgørelse, som tv-udbyderen Boxer har lavet for TV2/Nord.

Når det digitale tv-signal ændres til midnat mellem tirsdag og onsdag, mister antenne-brugerne signalet, hvis ikke de har det allernyeste udstyr. Samtidig bliver TV2 også en betalingskanal, og alle der ikke får kanalen gennem en antenneforeningen eller kabeltv, skal investere i nyt udstyr.

Alle disse ændringer giver travlhed hos tv-forhandlerne. Blandt andet hos Elgiganten i Hjørring.

- Vi har godt kunne mærke, at det nye tv-signal er ved at nærme sig. Der har været rigtig travlt de sidste par uger, og det er ved at kulminere nu, siger Mikkel Morild, der er salgsleder i radio og tv-afdelingen.

Kunderne strømmer til for at være sikre på, at de er helt klar til onsdag.

- Mange er i tvivl om, hvilke muligheder, der er for dem, hvad det kommer til at koste, og hvilket slags udstyr, de skal bruge, siger Mikkel Morild.

Og det kan også mærkes på salget. Der bliver både købt abonnementer på Boxer, som er nødvendigt, hvis man ser tv fra egen antenne og også fremover vil se TV2, men der bliver også købt nye fjernsyn.

- Det er, som om at folk har set det her som en god anledning til at få skiftet det gamle fjernsyn ud, siger Mikkel Morild fra Elgiganten.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord