Tredje spor åbnet på E45 nord for Limfjordstunnellen

Foto: Iben Hedemann

Natten til onsdag den 1. december fjernede vejarbejdere de sidste afspærringer og åbnede op for trafikken i tre spor fra Limfjordstunnelen og frem til motorvejskryds Vendsyssel.

På trods af den seneste uges sne, blæst og kulde er Vejdirektoratet dermed kommet i mål med det tredje motorvejsspor i nordgående retning på E45, lige nord for Limfjordstunnellen.

- De trængselsproblemer, der har kendetegnet strækningen, vil være minimeret - og trafikanterne kan fra nu af komme hurtigere og nemmere frem. Jeg synes, det er en glædelig dag for Aalborg og omegn, siger projektvejleder i Vejdirektoratet John Kjærsgaard.

Især om morgenen og om eftermiddagen har der i flere år været stort pres på vejen.

Selv om den omkring to kilometer lange udvidelse af motorvejen ikke synes af meget sammenlignet med store nye motorvejsprojekter, er det alligevel en vejudvidelse af stor betydning. For med et trafiktal på omkring 56.000 biler i døgnet kan E45 ved Limfjordstunnellen sammenlignes med de mest trafikerede strækninger på det danske motorvejsnet.

Selve anlægsperioden af det nye spor varede under tre måneder. Arbejdet startede 6. september.
Oprindeligt var det Vejdirektoratets forudsætning, at sporet først skulle åbne for trafik i foråret 2011, men det lykkedes at fremskynde projektet.

- At det lykkedes at blive færdig i 2010 skyldes en stor indsats med projekteringen og udbuddet internt i Vejdirektoratet. Derudover har vi sat en skarp tidsplan op for entreprenørerne, som også har gjort et stort og flot stykke arbejde, siger John Kjærsgaard.

Selvom sporet nu er åbent for trafik, vil Vejdirektoratet frem til jul færdiggøre afsluttende arbejder i siden af vejen. Der mangler enkelte afsluttende opgaver med tavler, jordregulering og ledninger, så der vil stadig være skilte, der angiver vejarbejde på strækningen. Nødsporet vil være afmærket med en let afspærring. Dog kan nødsporet fortsat bruges af havarerede biler, ligesom redningskøretøjer uden problemer kan komme frem. Arbejdet giver ikke problemer for trafikken i de tre kørespor.

Når vejret igen bliver varmere, vil Vejdirektoratet lægge støjreducerende asfalt på alle tre spor nord for tunnelen.
Arbejdet forventes udført som natarbejde og vil være afsluttet inden 31. maj 2011.

Læs mere - Vejdirektoratets hjemmeside om udvidelsen

Flere nyheder fra TV2 Nord