Tunnel klar før tid

Meget tyder på, at det omfattende asfaltarbejde i Limfjordstunnellen bliver færdig før tid. Det betyder, at tunnelrøret i løbet af næste weekend åbnes helt igen.

Vejdirektoratet oplyser, at der er blevet arbejdet på højtryk for at få asfaltarbejdet i tunnellen færdigt. Og det går stærkt fremad.

- Vejret har været med os i uge 27, og vores sommerhilsen til det nordjyske er derfor, at vi bliver færdige med vejarbejdet i tunnelrøret før tid, lyder det fra vedligeholdelseschef Erik Stoklund Larsen, Vejdirektoratet.

Således regner man med at kunne afkorte arbejdsperioden med en uge, og i løbet af weekenden den 13 - 15. juli åbner røret.

- Vi er klar over, at arbejdet har givet store trafikale gener specielt i myldretidstrafikken, og det beklager vi, lyder det fra Vejdirektoratet.

Trafikanterne kan se frem til bedre sikkerhed og komfort ved kørsel gennem tunnellen.